…jeg lyttede bare til musikken…”

30. nov.

Læsetid 2 min.

Det er en sætning, jeg har hørt en del gange, og den har altid irriteret mig. For under ordene hørte jeg næsten altid et lille, spidst: “Det gjorde du ikke!” Min indre stemme svarede tørt: “Hvad tror du egentlig jeg laver herude – tæller loftplader?”

Når jeg dansede med nogen, kunne de indimellem tage et trin, der føltes forkert i forhold til min egen rytme. Det ødelagde ikke dansen, men det gav et lille hak i oplevelsen – især hvis de bagefter sagde, at de “bare lyttede til musikken”. Jeg havde ikke overskud til at spørge ind til, hvad de hørte, som jeg tydeligvis ikke fangede.

Her på Fyn er der et engageret par, som også taler meget om at lytte til musikken og lave de små “forkerte” trin. Og så dukkede den gamle rabbinske maksime op, som jeg har haft i baghovedet i årevis:

Hvis en person kalder dig for et æsel, så ignorer det.

Hvis to personer kalder dig for et æsel, så overvej det

Hvis tre personer kalder dig for et æsel, så køb dig en saddel

Og for dem, der ikke er til jiddische ordsprog: de små tango-justeringer – de helt små signaler – betyder ofte, at der ligger noget musikalsk, man ikke har fået øje på endnu. Når flere mennesker gør det samme, er det nok ikke tilfældigt.

Kort efter holdt Trine og Morten en workshop om at bruge musikken mere aktivt i dansen. Timingen kunne næsten ikke have været bedre. For pludselig – og det var pludseligt – kunne jeg høre markeringerne mellem beatene. Ikke som teori, men som noget mine ører faktisk fangede. Først dér gav det mening, hvad undervisere i årevis har forsøgt at forklare mig. Og det var ret tilfredsstillende at opleve, at ting faldt på plads: et øre, der længe har kæmpet med bare at høre grundbeatet, kunne nu høre synkoper og små forskydninger i musikken.

Kort efter var vi på festival i udlandet. En amerikansk kvinde lavede også de små “forkerte” trin – men denne gang var det en fornøjelse, for jeg kunne høre det hun reagerede på. Jeg var ikke klar til at omsætte det hele i kroppen endnu, men dynamikken mellem os ændrede sig. Det mindede mere om et partnerskab end om en rollefordeling. Jeg begyndte at lede efter de øjeblikke i min dans, hvor både jeg, jeg og musikken trak i samme retning, og hvor jeg ikke kun førte, men også fulgte.

Det har ikke vendt op og ned på min tango, men det har helt klart givet mig nye perspektiver til at bruge musikken og gjort oplevelsen på gulvet mere spændende og opdagede glæden ved at den person man har foran sig også danser til musikken.

Nu begynder arbejdet med at udvikle det – både gennem øret og kroppen. Og her passer den gamle læresætning fint:

“Alt, hvad der er værd at gøre godt, er værd at gøre dårligt – indtil man bliver god til det.”

Hvad er så moralen?

At timing for læring betyder meget. Jeg har hørt alt dette før, på den ene eller anden måde, men har først evnet at tage det ind nu. Og der er stadig masser at opdage i både musikken og dansen. Det er måske i virkeligheden det, der gør, at man bliver ved.