Interview med Morten Wadstrøm om improvisation og musikalitet på dansegulvet
Læsetid ca. 3 minutter
Jeg har haft mulighed for at lave et interview med Morten, der sammen med Trine laver undervisning, som de mener har et andet fokus end det mange er vant til. Undervisningen hænger sammen med det de oplever på diverse events i Europa.
Morten Wadstrøm i dans med Trine Bjørnild
– Morten, hvad handler det om?
Sådan helt kort: improvisation, musikalitet – og først og fremmest kontakten mellem os, når vi danser. Og så teknik, der gør det muligt.
– Men er det ikke noget, vi altid gør?
På en måde jo. Men når jeg kigger på gulvet til en lokal milonga, så ser jeg ofte, at folk næsten rammer musikkens beat – og måske trækker vejret i fraseringernes pauser. For mig virker det som om dansen tager udgangspunkt i figurer, og at musikken og gulvet så må tilpasse sig.
Jeg oplever det anderledes. På en milonga er det vigtigt at jeg tilpasser mig til musikken, partneren og de andre på gulvet. Og fordi undervisningen i tango ofte ender med fokus på træningsfigurerne mere end teknikken, så er sådan noget som ”forandringsparathed” på en milonga svært.
Det er f.eks. grunden til, at vi ikke arbejder med figurer i vores workshops på samme måde. Vi begynder med at gøre dansen enkel – og vi sender musikken ud på forhånd. Så får deltagerne overskud til både at lytte til musikken, mærke partneren og være opmærksomme på rummet.
Når vi gør det, oplever vi, at dansen bliver rigere. Ikke fordi der kommer flere trin, men fordi musikaliteten og kontakten skaber en anden form for dybde – som om hvert skridt faktisk taler til den anden.
– Så betyder det, at I slet ikke bruger figurer?
Vi taler ikke så meget om figurer eller trin mere, men om orkestre. Hvordan kan vi danse til lige det her orkester? Eller til en bestemt periode eller sanger? Selvfølgelig arbejder vi også med teknik – som afsæt, føring og dissociering – men altid i musikkens tjeneste.
– Hvordan træner I selv?
Når vi er på et event, kan vi nemt danse 20–25 timer i løbet af en weekend – med måske 25–40 forskellige mennesker. Det er der i sig selv masser af træning i.
Vi kan godt have fokusområder mens vi er til eventen – fx tydelighed i føringen, dissociering eller rytmiske variationer – men vi prøver at arbejde med det på en måde, der ikke forstyrrer dansen. Og vi lærer selvfølgelig også af at se andre. Men vi ved ret præcist, hvad vi selv vil undersøge og hvordan. Og så træner vi indimellem selv, derhjemme.
– Er der ikke andre, der underviser sådan?
Der er faktisk ikke så mange, jeg kender, der underviser med musikken og partneren som omdrejningspunkt. Og de få, jeg har mødt, er sjældent argentinere – hvilket jeg egentlig synes er lidt interessant. Jeg havde troet, det skulle komme fra Buenos Aires. Men i mange miljøer er det i højere grad undervisning i den mere showpræget tango, der dominerer.
– Jeg har lagt mærke til, at I altid danser i close embrace. Skal deltagerne også gøre det i de workshops i laver?
Nej, det bestemmer de helt selv. Trine og jeg vælger close embrace, fordi det giver os de stærkeste oplevelser. Men andre kan sagtens danse åbent, hvis de vil. Det vigtigste for mig er bare, at føreren hele tiden holder sig bag følgeren.
- Kan du prøve at sige lidt mere om det? Hvad du mener med, at føreren skal holde sig bag følgeren?
Når førere og følgere er overfor hinanden, og de går, er føreren bag ved følgeren, men i drej og når føreren går på ydersiden af følgeren, så kommer føreren nogle gange helt op på siden af følgeren, samtidigt med at deres kroppe peger i hver sin retning. Fra workshops vi har haft ved vi, at mange mener, at de søger den andens krop, men i virkeligheden, drejer de kun hovedet.
Du mister kontakten med den, du danser med på den måde, og føringen, der skal komme fra kroppen, er væk.
– I tager ofte til encuentros. Kan du fortælle, hvad det er?
Encuentros opstod i midten af 00’erne som en reaktion på festivalerne. Mange var trætte af hierarkiet, afbrydelserne med shows og de urolige gulve. I stedet skabte man en type event, hvor man mødes til 4–5 milongaer og bare danser.
For at skabe ro på gulvet lænede man sig op ad milonguero-stilen med close embrace og respekt for flowet. Det miljø passer os godt, så vi rejser rundt til den slags events så meget, vi kan. Vi er også glade for Hamborg, hvor der er et stærkt close embrace-miljø.
– Er der noget, du vil tilføje her til sidst?
Ja, vi har ikke opfundet en ny måde at danse tango på. Jeg ser det mere sådan, at encuentro-miljøet har taget idealer fra fortiden og givet dem nyt liv. Og dele af det europæiske tangomiljø er mindre tynget af tangoens historie i Buenos Aires – hvilket giver en frihed til at gøre det, der fungerer.
For mig er det vigtigste, at dansere opdager, at de har et valg. Tango er ikke kun den showprægede dans bygget på koreografier og figurer som de fleste kender. Den kan også vende indad – og dér åbner der sig et helt andet landskab af bevægelse, nærvær og kontakt.