Fra Klaphat til Dansekat (næsten da...) - Min Tango-odyssé
Tony Skytte
Okay, lad os være ærlige. Denne historie er ikke en glat parketdans direkte ind i solnedgangen. Det er snarere en slingrende færd med masser af bump på vejen – og måske et par ufrivillige Giro . Men hey, der er lys for enden af tunnelen, selvom det i mit tilfælde mest lignede et modkørende tog i starten.
Min tango-rejse startede med en kærlighedserklæring, der mildest talt gik galt. Jeg forærede min kæreste et tangokursus i fødselsdagsgave. Min logik? Tango var jo en gådans, og gå – det mestrede jeg da! Tænkte jeg. Indtil jeg stod ansigt til ansigt med et passioneret argentinsk par i Odense og indså, at min evne til at gå i takt med musik svarer til en pingvins evne til at flyve. Jeg var stiv som et kosteskaft og lige så rytmisk som en vaskemaskine på centrifugering. Potentiale for forbedring? Check!
Jeg husker stadig den første time, hvor vi skulle klappe i takt. Jeg klappede med de andre. Jeg hørte bare aldrig det der berømte beat. Og så fik vi den besked, der for alvor satte mine mandlige fordomme i spil: "Manden" førte, skulle vise vejen og få sin partner til at skinne. Fair nok i teorien. Vores engagerede undervisere lærte mig da også nogle trin, men den der insisterende rytme gemte sig stadig for mig. Siden har jeg lært, at tango kan danses til forskellige instrumenter, men det var nok heldigt, at ingen fortalte mig det dengang. Jeg havde nok kastet håndklædet i ringen.
Så kom springet fra træningslokalet til den virkelige verden – milongaen! Forestil dig scenariet: en kæreste med klaverfingre og rytme i blodet, og så mig, træmanden, der drømte om at føre hende elegant hen over gulvet som en stolt påfugl. Problemet var bare, at min indre metronom var gået i strejke. At forsøge at gå, når føreren foran dig tilsyneladende ikke har modtaget startsignalet, er… udfordrende.
Det var et mareridt for mig at skulle være kæreste, mand og partner og så komme ud på dansegulvet og være famlende, usikker og en fiasko, og så, efter tandaerne var slut, så skulle jeg igen være kæreste, mand og partner. Det fremkaldte ikke den bedste side i mig – for at sige det mildt – og slet ikke når jeg havde på fornemmelsen, at alle kun kiggede på mig og min kamp for bare at få noget til at lykkes. Det fik min Mr. Hyde til at bryde frem på overfladen, og det var ikke kønt, for frustrationerne skulle jo ud. Jeg blev simpelthen nødt til at holde op med at danse med min kæreste, så jeg stadig kunne være en kæreste for og sammen med hende. Heldigvis fandt jeg en anden dansepartner, hvor jeg ikke havde noget hjerte i spil, og der kunne jeg fint, eller lidt bedre, være i at fejle og snuble, da jeg ikke havde andet på spil end en søgen efter at lære at danse tango.En dejlig forstående kæreste og en velvillig dansepartner var med til at holde mig på dansegulvet .
Men beatet… åh, det forbandede beat! I et par år kæmpede min krop og hjerne en indædt kamp om at synkronisere. Jeg blev faktisk ret god til at spotte, hvornår de andre førere spændte op, klar til at sætte i gang – man lærer jo at overleve. Jeg spurgte musikere og dansere til råds, men ingen havde den magiske løsning. Heldigvis stødte jeg på en trommeslager, der havde den helt rigtige pædagogiske tilgang for mig. I dag rammer jeg beatet 80-90% af tiden. Men spørg mig for guds skyld ikke, om jeg kan klappe det!
Så hvad var pointen med denne lange, selvudleverende beretning? For det første at dele min rejse, men vigtigst af alt at understrege, at selvom man føler, man sidder fast i "lortet", så gemmer der sig ofte diamanter rundt om hjørnet. De er måske besværlige at finde, men tro mig, de er det hele værd. Japanerne har et smukt ord for det, jeg prøver at sige: Oubaitori – evnen til at værdsætte sin egen unikke rejse og blomstring, uafhængigt af andres.
I dag står jeg et helt andet sted på dansegulvet. Hvor jeg engang forsøgte at imponere med "fede moves", handler det nu mere om omfavnelsen, om at sænke tempoet og mærke mig selv og min partners puls. Og selvom jeg stadig snubler en gang imellem, så er det okay. For jeg har fundet min egen rytme.
Tony Skytte: Jeg er nybegynder, hvergang jeg går på gulvet
Læg en kommentar. Det er altid så dejligt, når man ved, at nogen har læst historien.
